lørdag den 28. november 2009

Pasta med aubergine, parmesan og pinjekerner

Bedømmelse: ****
Pssst…. er i gang med at lære min krop at være mindre A-menneske… Det går ikke så godt. Er i søvnunderskud. Er kommet så langt at jeg har lært kroppen (mig selv) at være længe vågen om aftenen, men jeg vågner stadig helt af mig selv mellem 04.00 og 06.00 om morgenen… Er stadig træt, men kan ikke sove! Troede kun at det var ældre mennesker, som havde det sådan… hmm… er vist blevet gammel…
Derfor dette indslag på det ukristelige tidspunkt 06.12…

Dette er en dejlig pastaret med masser af smag. Den fungerer glimrende som ret i sig selv med en lille salat til. Dejlig, dejlig hverdagsmad

Til 2 pers.

1 aubergine
2 fed hvidløg
1 stor ds. god tomatpure
ca. 10 sorte oliven (gerne kalamata)
1 håndfuld pinjekerner
parmesan
olivenolie
fuldkornspenne

Skær auberginen i ca. 1 x 1 cm tern, læg dem i et dørslag og hæld en del salt over. Efter 10 min, skyldes auberginen fri for salt. Steg aubergineternene gyldne i lidt olie i en gryde. Tilsæt hvidløg, udstenede, halverede oliven, tomatpure og lidt vand. Kog det ned i ca. 10-20 min. Tilsæt mere vand efter behov, der skal hele tiden være "tomatgrød" i bunden. Kog pasta med lidt salt. Rist pinjekerner og høvl flager af parmesanen.
Server pastaen med auberginesnask, pinjekerner og parmesanflager.
Dejlig nem og billig hverdagsmad.
Velbekomme
/ smageskeen

torsdag den 26. november 2009

Kirsebærsauce

Skovridergårdens kirsebær (Den grønne syltebog, Tørsleffs Husmoder Service)

Bedømmelse: *****
Disse kirsebær er simpelthen pragtfulde. Det er et stort arbejde at få kirsebær-kernerne ud af stenene, men det belønner sig - de har en lækker, let bitter, marcipanagtig smag - MUMS.
Til vaniljeis med hakket mørk chokolade, som på billedet, er opskriften perfekt. Til ris a la manden ville jeg nok komme lidt mindre sukker i. Rommen giver en lækker, lækker smag.

1 kg modne kirsebær
750 g sukker
2 dl rom
Atamon

Kirsebærrene udstenes, kirsebærstenene knuses og den lille fine kerne tages ud. Jeg havde mest held med en nøddeknækker… men prøv dig frem. Kirsebærrene, kernerne og sukker bringes langsomt i kog, og koger i få minutter. Det skummes, og der tilsættes 1 tsk. atamon. Herefter afkøler det, og derefter tilsættes rommen. Saucen hældes på atamonskyllede glas og kan snildt opbevares indtil jul.
Velbekomme og NAM NAM
/ Smageskeen

søndag den 22. november 2009

Mexicansk i fad

Bedømmelse: ****
Dette er den perfekte tømmermændsmad. De strimlede tortillas bliver dejligt svampede og sprøde andre steder. Det er en opskrift af Rachel Ray, set i fjernsynet en tidlig søndag morgen, med fjernsynet på mute - jeg er A-menneske, og kæresten er B-menneske.
Da jeg ikke bryder mig om løg- og hvidløgspulver, har jeg har tilpasset opskriften. Retten kan virke meget uoverskuelig fordi der skal bruges så meget forskelligt, men den er faktisk super nem at lave.

Til 4 pers

6 tortillas
2-3 kyllingebryster (gerne øko eller majskylling)
3-4 rødløg
3 peberfrugter i forskellige farver
1 bundt koriander
½ løg
3 fed hvidløg
1 rød chili
1 spsk spidskommen
1 spsk oregano
1 tsk kanel (er man ikke så meget til kanel i mad, så brug det halve)
1 mexicansk øl
1 lime
Revet lagret cheddar
cremefraiche

Salsa:
1 ds. hk tomat
4 skiver syltet jalapenos (gerne rød
1 løg
1 hvidløg
lidt hvidvinseddike
lidt koriander

Fremgangsmåde Salsa:
Lad væden dryppe fra tomaterne i en si. Hak løg, hvidløg og jalapenos og bland det med de afdryppede tomater. Smag til med eddike, hakket koriander, salt og peber.

Tænd ovnen på 200 grader.
Hak det halve løg, chilien og et fed hvidløg fint. Bland det med krydderierne. Skær kyllingen i små stykker og mariner det i krydderiblandingen. Skær rødløgene i både og peberfrugten i mundrette stykker.
Skær tortillas i ½-1 cm tykke strimler læg dem i en bradepande og dryp dem med olie. Bag dem sprøde i ca. 8 min, vend dem halvvejs.
Brun den marinerede kylling i lidt olie på en varm pande i ca. 2 min. Tilsæt øllen og lad det reducere i et par min. Smag til med salt og peber.
Imens kødet steger, sættes peberfrugt og rødløg over. Steg dem i lidt olie på en anden varm pande. Tilsæt 2 fed finthakket hvidløg og steg i 3-4 min. Pres en lime ud over, tilsæt lidt hakket koriander og salt og peber.

Det hele lægges sammen, først kød , dernæst tortillas, så grøntsagerne og til sidst den revne cheddar. Bages med det samme i ovnen til osten er smeltet. Drys med hakket koriander.

Server med salsa og cremefraiche.
Velbekomme!!!
/smageskeen

lørdag den 21. november 2009

Paté Paté

Bedømmelse: ***(*)
Sidste fredag var jeg på Paté Paté for første gang. Et rigtig hyggeligt sted. Maden var enkel og god, betjeningen var også fin. Prislejet er meget rimeligt, vi gav ca. 900kr. for en forret, to hovedretter, en dessert, kaffe, vand og vin.

Forret: Vi delte en omgang charcuteri til forret. Super lækkert med spansk lomo og lufttørret skinke skåret i papirtynde skiver og med grønne og sorte oliven til.

Til Hovedret fik jeg en fantastisk kombination af humus, lam, granatæble og stegte auberginer - Helt vildt lækkert, den skal jeg absolut prøve at gøre efter selv.

Til dessert fik jeg den samme chokoladekage som Helle Brønnum Carlsen spiste da hun anmeldte restauranten i Politiken - Og jeg er til fulde enig i at den fuldfede cremefraiche intet havde at gøre på den tallerken. Det blev al for fedt sammen, og kagen manglede det syrlige - så ned kom det… Men kagen var lækker.

Tony´s

Bedømmelse: **(*)
Denne fradag var jeg på Tony’s med svigermekanikken… Det startede fint med godt brød og god betjening. Konceptet er at man selv skænker og læser sig frem til hvad der er på tallerkenen. Prislejet ligger i den billige ende for selve menuen, og med diverse tillæg for dyrere ingredienser er det stadig rimeligt.

Første ret kom lynhurtigt, jeg fik Vitello Tonnato. En fin servering med kapers, syltet citron, kalveinderlår, basilikum og tuncreme.

Næste ret kom hurtigt, jeg fik noget fantastisk vildsvin på kastanjer - en meget smagfuld servering. Til dette drak vi en Ripasso, som var lidt kraftig og udmærket til maden.

Så var der ventetid… og mere ventetid… Vi manglede både ost og dessert og nåede at vente i ca. halvanden time. Det var som om at tjeneren havde glemt os.
Da næste ret endelig kom, fik jeg både min ost og min dessert samtidigt. Så jeg var glad for at jeg ikke havde bestilt is, men Tiramisu… Det synes jeg ikke var i orden, og det tager altså en del af appetitten at have det hele stående foran sig!

Så selvom at maden var rigtig god, så var betjeningen og tempoet så ringe at jeg ikke er sikker på at jeg ville anbefale andre at tage dertil.

mandag den 16. november 2009

Grillede rejer med aïoli og mangosalsa

Bedømmelse: *****
Det er min absolutte favorit forret. Lækre rejer, dejlig frisk salsa og fantastisk hvidløgsmayonnaise, serveret med en frisk kølig hvidvin, dejligt brød... og jeg er i himlen!
Retten evt. kan opgraderes med jomfruhummer.

Til 4 personer
Der er tre elementer som skal laves til denne forret. Lav dem i følgende rækkefølge:

Mangosalsa:
1 mango
1 avocado
1 mellemstort rødløg
1 rød chili
lidt frisk koriander
citronsaft
salt og peber

Skær mango og avocado i mindre ensartede stykker. Tilsæt finthakket rødløg. Skær chilien i små fine strimler. Hak korianderen. Rør det hele sammen til en salsa og smag til med citron, salt og peber.

Aïoli:
2 pasteuriserede æggeblommer
3,25 dl smagsneutral olie (jeg foretrækker en blanding af rapsolie og olivenolie)
4 fed hvidløg
citronsaft
salt

Blend æggeblommer, presset hvidløg og lidt salt. Hæld det over i en skål og tilsæt olien i en tynd stråle imens der piskes med en elpisker. Efterhånden vil mayonnaisen blive tyk. Rør citron i og smag til med salt.

16-24 tigerrejer
8 træspyd
godt brød
frisk kølig hvidvin

Klip rejerne op og fjern den sorte tarm fra ryggen. Sæt 2-3 rejer på hvert spyd og grill rejerne til de er røde på hver side.
Server mangosalsaen med tigerrejespyd, aïoli, godt brød og kølig hvidvin.

Velbekomme
/smageskeen

søndag den 15. november 2009

Simpel tomatsuppe

Bedømmelse: ****

Denne tomatsuppe er helt simpel, nem at lave og med masser af smag. Perfekt i en travl hverdag.

Til 2 pers

2 ds. hk tomat (gode)
2 rødløg
2 røde snackpeber
1 hvidlør
4 spsk balsamico
parmesan
lidt olie
salt og peber

Skær rødløg og peberfrugt i mindre stykker. Sauter dem i lidt olie i ca. 2-3 min. Tilsæt hvidløg og ca. 4 spsk balsamico og kog det meste væk. Tilsæt tomaterne. Blend. Tilsæt hakket basilikum og smag til med salt og peber. Anret med friskhøvlet parmesan.

Brændende kærlighed anno 2009

Bedømmelse: ****
Brændende kærlighed på en kold efterårs-hverdag, så bliver det ikke meget bedre! Denne variation er en sundere udgave af klassikeren, men der er stadig masser at god smag.

Til 2 pers

6 stk bacon
3 æbler
3 mellemstore rødløg
2 gulerødder
1 persillerod
1 pastinak
2 kartofler
1-2 dl mælk
lidt frisk timian
lidt smør og olie
salt og peber

Skær æblet i både og befri det for kernehuset. Skær rødløget i både. Læg æbler og løg i et ildfast fad hver for sig. Drys æblerne med lidt sukker (hvor meget afhænger af hvor syrlig sorten er). Læg små smørklatter på løgene og drys med lidt timian. Bag æbler og løg i ovnen ved 200 grader i ca. 15-20 min til æblerne er karamelliserede og løgene har taget farve.

Skræl og skær rodfrugterne i mindre stykker. Gulerødderne skal være i lidt mindre stykker end resten, da disse skal have mest. Kog rodfrugterne til de er møre i vand uden salt.

Steg bacon til den er gylden og sprød.
Mos rodfrugterne med et piskeris (elektrisk hvis du foretrækker den fin frem for grov). Tilsæt lidt smør og mælk indtil at mosen er luftig. Smag til med salt og peber.

Anret mos med bagte karamelliserede æbler, løg og bacon.
Velbekomme
/smageskeen

mandag den 9. november 2009

Oksefilet med balsamico, rucola og granatæble

Bedømmelse: ******
Denne ret er helt fantastisk. Granatæblet og rucolaen giver bøffen kant og en dejlig friskhed. Perfekt til gæstemad.
Retten er fra Alt for Damerne fra Charlotta Tveen Hansen som har restauranten Due Papaveri sammen med sin Italienske mand.

Til 4 personer.

4 stykker parmaskinke (eller anden lufttørret skinke)
4 bøffer af oksefilet a ca. 150 g
1 spsk smør
ca. 3 dl kalvebouillon eller fond
2 spsk balsamico
1 spsk sukker
½ tsk muskatnød
lidt kartoffelmel
salt og peber
1 granatæble
100 g rucola

Sæt et stykke parmaskinke fast med en tandstikker på hver oksefilet. Tag kernerne ud af granatæblet, ved først at skære det over på midten, dernæst presse granatæblet lidt, hvorefter det er let at få kernerne ud.

Brun bøfferne i lidt smør på en pande et par minutter på hver side. Tilsæt fond og balsamico, derefter sukker og muskatnød og lad det hele simre 1 minut. Tag kødet op og jævn saucen med kartoffelmel, smag til med salt og peber.
Servér bøfferne på rucola, med sauce over og pyntet med granatæblekerner.

søndag den 8. november 2009

Krydret tomatsuppe med sesam-birkes stegte rejer

Bedømmelse: ****(*)
Dejlig krydret sund forret. Spis den gerne med lidt brød til.

Til 4 personer

2 skalotteløg
2 ds. hk tomat
2 fed hvidløg
½ tsk spidskommen
1 tsk korianderfrø
1 chili
ca. 3 dl grøntsagsbouillon
12-16 store rejer
blå birkes og sesam
Lidt basilikum
Lidt frisk timian til pynt
Olie
salt og peber

Hak hvidløg og skalotteløg. Svits det i lidt olie med spidskommen og knuste korianderfrø. Tilsæt tomat og chili, og blend suppen. Tilsæt nu bouillonen indtil den rette konsistens er opnået, suppler evt. med vand. Giv suppen et opkog. Tilsæt hakket basilikum og smag til med salt og peber og eventuelt mere chili. Vær opmærksom at den bliver stærkere, jo længere tid den får lov til at stå.
Fjern den sorte streng fra rejerne og bland dem med sesam, birkes og olie i en lille skål. Steg rejerne.
Server suppen med rejer på toppen pyntet med lidt timian

torsdag den 5. november 2009

Vinsmagning

Uha! I går var kæresten og jeg til vinsmagning. Havde ikke forventet noget særligt, så jeg blev godt nok positivt overrasket. Der var 56 vine at vælge imellem i et prisleje på 65 - 650 pr. flaske. Derudover var der et stort udvalg af oste, skinker, pestoer og som kronen på værket: mini créme brûlée. Der var tændte julelys i kærestens øjne -og i mine da jeg så alle créme brûléerne…

Jeg smagte på rigtigt mange vine. Mine yndlings var:

Hvid:
Mâcon-Villages, 2008, Champy, Frankrig
Bedømmelse: *****
Denne var frisk og lækker. Prislejet ligger på ca. 100 kroner.
Den ville passe glimrende som aperitif eller til lette fiskeretter -eventuelt marineret i lime eller citrus.
Jeg skal helt bestemt prøve denne vin snart til dampede muslinger.
Nam nam nammenam

Rød:
Shiraz, 2006, Henley Park, Swan Valley, Australien
Bedømmelse: ****
Krydret, kraftig og dejlig rund i smagen. Lige en rødvin efter min smag. Prislejet ligger på ca. 100 kroner.

Vosne-Romanée, 2005, Champy, Bourgogne, Frankrig
Bedømmelse: ******
Dyr men dejlig kraftig rødvin. Prislejet ligger på ca. 350 kroner.

Portvin:
Twenty Year Old Tawny Port, Martinez, Duoro, Portugal
Bedømmelse: ****(*)
Har allerede 10 års portvinen fra samme sted herhjemme, og den er også rigtig dejlig. Men denne 20 års portvin var lige nummeret bedre. Prislejet ligger på ca. 375 kroner. Perfekt til desserter med nødder. Eksempelvis nøddekurve med vanilleis og hindbær!

Hvid pizza med artiskokcreme, gorgonzola og parmaskinke

Bedømmelse: ****

100 g gorgonzola dolce
1 ds artiskokker
70 g parmesan
lidt olie
100 g parmaskinke
pizzadej

Denne pizza er en rigtig god anderledes pizza. Der må endeligt ikke spares på artiskokcremen, da det er den der erstatter den almindelige tomatsauce…

Forvarm ovnen til 250 g med bagepladen i ovnen.
Blend artiskok, parmesan, lidt olie og lidt vand sammen til en cremet masse. Smag til med salt og peber.
Rul pizzabunden meget tyndt ud med lidt mel. Læg den over på den brænd varme bageplade. Smør bunden med artiskokcremen og fordel gorgonzola og parmaskinken henover. Put straks pizzaen i ovnen i ca. 10 min til den er blevet dejlig sprød og gylden.

Pizza med bresola, parmesan og rucola

bedømmelse: ****(*)

100 g bresola
en stor håndfuld rucola
1 kugle frisk mozzarella (gerne bøffelmælk)
frisk parmesan i flager
lidt revet mozzarellaost
tomatsauce
pizzadej

Forvarm ovnen til 250 g med bagepladen i ovnen. Rul pizzabunden meget tyndt ud med lidt mel. Læg den over på den brænd varme bageplade.
Smør den let med tomatsauce. Strø lidt reven ost ud over bunden og riv den friske mozzarella i stykker med fingrene over pizzaen. Put straks pizzaen i ovnen i ca. 10 min til den er blevet dejlig sprød og gylden. Når den er kommet ud kommes der først bresola, dernæst rucola og til slut parmesanflager…


Nam nam og velbekomme

/smageskeen

Pizza med gorgonzola og stærk salami

Bedømmelse: *****

100 g gorgonzola picante (brug dolce hvis du ikke er så vild med gorgonzola)
100 g stærk salami (gerne en hel lille pølse skåret i tynde skiver)
lidt revet mozzarellaost
tomatsauce
pizzadej


Forvarm ovnen til 250 g med bagepladen i ovnen. Rul pizzabunden meget tyndt ud med lidt mel. Læg den over på den brænd varme bageplade.
Smør den let med tomatsauce. Strø lidt reven ost ud over den og fordel til slut gorgonzola og salamien ud over pizzaen. Put straks pizzaen i ovnen i ca. 10 min til den er blevet dejlig sprød og gylden.

Pizza

Jeg synes at pizza er sådan en dejlig uformel spise… Kærestens er berømt for sin tynde sprøde pizza, så det var hvad gæsterne og jeg fik i lørdags.

Grundopskrift på pizzadej
Til 2 stk

20 g gær
300 g hvedemel type 00 (alternativt durumhvedemel)
400 g durumhvedemel
4 dl vand
4 spsk olivenolie
2 tsk salt

Opløs gæren i det lunkne vand, tilsæt salt og det meste af melet og ælt til der opnås en glat og smidig dej - Der skal ca. æltes i 5 min, det er det der gør forskellen! Brug evt. mere mel efter behov.
Stil dejen til hævning i ca. 2 timer, herefter er den klar til brug

Grundopskrift på tomatsauce
Til 2 stk

1 ds flåede tomater - kvaliteten er meget afgørende for resultatet
2 fed hvidløg
1 lille håndfuld basilikum
1 skvæt god olivenolie
salt og peber

Hvis det er gode hele flåede tomater, så hæld dem på en skål og riv dem fra hinanden med fingrene, de skal endeligt ikke findeles.
Bland tomater med hakket hvidløg og fintsnittet basilikum. Smag til med salt, peber og olivenolie og voila en suveræn enkel og god tomatsauce er lavet!

søndag den 1. november 2009

Bedømmelser

For at kunne huske om en ret var god, giver jeg den altid karakterer. Bedømmelsen er givet i forhold til hvad det er for en ret der er tale om, og ud fra om den levede op til forventningerne. Samt hvor kompliceret den var at lave.

****** Står for en suveræn opskrift
***** Står for en rigtig god opskrift
**** Står for en god opskrift
*** Står for en ok opskrift
** Kunne jeg måske lave igen - med ændringer
* Ville jeg ikke selv lave igen, og kommer derfor slet ikke med på bloggen