onsdag den 9. februar 2011

Blåmuslinger med creme fraiche



Bedømmelse: ****

Dette er et herligt alternativ til den helt klassiske udgave af Moules Marinieres.
Creme fraichens fedme giver muslingerne et dejligt kærkomment modspil.

Ingredienser:
Blåmuslinger
Løg
Hvidløg
Smør
Frisk estragon
Hvidvin
Cremfraiche 18%

Skrub og rens muslingerne - kassér dem som ikke lukker sig når der skrubbes/bankes på skallen.
Sauter løg og hvidløg i lidt smør til løget er klart. Tilsær halvdelen af hvidvinen.
Kog til den er næsten fordampet. Tilsæt estragon og resten af vinen.
Når dette koger, tilsættes muslingerne. Læg låg på og drej gryden lidt rundt (således at de nederste muslinger ikke ligger nederst i lagen hele tiden)
Når muslingerne har åbnet sig tages de op af gryden og puttes i en skål med sølvpapir over så de holdes varme.
Kog lagen lidt ned.

Anret muslingerne på store tallerkener, hæld lagen over og anret med en stor skefuld creme fraiche.

Velbekomme
/ smageskeen

And med grillede svampe, sauteret kål og rødvinsauce


Bedømmelse: *****

Dette er en ret som jeg prøvede at gøre efter ud fra det afsluttende afsnit af en engelsk udgave af Kokkekampen. Den kvindelige finalist lavede godt nok retten med lam, men jeg synes at and var et glimrende alternativ.

Saucen blev lidt tyk - det skal den ikke være næste gang, og svampene skal en anden gang på til allersidst, således at de ikke bliver 'sovset' ind i saucen.

Ingredienser til 2 pers:
1 andebryst
½ spidskål
1 stor håndfuld shitakesvampe
1 lille håndfuld østershatte
Lidt smør
Lidt timian
1 skalotteløg
Rødvin
God boullion eller fond - her brugte jeg andefond

Rens svampene og læg dem i et ovnfast fad. Læg små smørklatter ved og drys med lidt timian. Bag dem i ovnen ved ca. 200 grader i ca 15-20 min.
Steg andebrystet.
Halver det halve spidskål og skær stokken af. Snit kålen i ca. 1 cm strimler.
Kog kålen i letsaltet vand i ca. 2 min.

Finhak skalotteløget og sauter det indtil at løget er klart. Tilsæt boullion og rødvin og kog saucen ned. Smag til med salt og peber.

Sauter kålen i ganske lidt olie.

Skær andebrystet i tynde skiver på skrå.

Anret med et tårn kål i midten, dryp med rødvinssauce langs kanten. Læg svampene rundt i kanten og afslut med 3 saftige skiver andebryst.

Velbekomme
/ smageskeen

mandag den 7. februar 2011

Grillet jomfruhummer i pernod med tomatconcassé


En super delikat og lækker forret!

Bedømmelse: *****(*)

Ingredienser:
4 store jomfruhummer eller alternativt 5 haler
2 dl pernod
2 spsk paprika
1 fed hvidløg

4 spsk olivenolie
4 tomater
1 bundt koriander
1 bundt purløg
1 lime
3 forårsløg
5 spsk extra jomfruolivenolie

Varm olivenolien op på en pande. Sautér hakket hvidløg i olien. Tilsæt paprika og pernod. Kog det hele ind til en tyk sovs. Stil marinaden til side.
Flæk jomfruhummerne. Start med at skære fra hovedet ned til halen. Fjern den sorte tarm langs halen og mavesækken.
Læg jomfruhummerne i en stor bradepande. Pensl dem med marinaden.

Udkern tomaterne og skær dem i små tern. Snit forårsløg, koriander og purløg fint og bland det med tomaterne. Riv limefrugten deri. Tilsæt presset limesaft og jomfruolivenolie. Krydr med salt og peber.

Grill jomfruhummerne på i ovnen ved 250 gr i 8-10 minutter (eller 5-6 minutterpå en grill). Hold øje med dem.

Anret med tomatconcassé i midten og haler udenom.

Kammuslinger, chorizo, ruccola og balsamicoglace


Bedømmelse: *****

Ingredienser pr. pers
3 friske kammuslinger
3 skiver god stærk chorizo i ca. 3 mm tykkelse
1 håndfuld ruccola
lidt dild
balsamico
lidt honning

Kog balsamico med lidt honning til den bliver lidt tykkere. Steg chorizo-skiverne på begge sider, stil til side og hold dem varme. Dup muslingerne tørre og steg dem ved stærk varme på begge sider, således at de får en sprød overflade.

Anret med ruccola i midten, drys med dild. Læg kammuslingerne i tredjedelspunkter og læg en skive chorizo ovenpå. Og dryp med lidt glace.

Hermed en super nem, meget lækker ret.
Velbekommen

søndag den 29. august 2010

Mother

*****

I går var vi ude at spise på den nye pizzarestaurant Mother i Kødbyen. Netop hjemvendte fra pizzaens moderland, var forventningerne (og kravene) sat højt op. De blev til fulde indfriet.

Mother er som de fleste andre steder i Kødbyen præget af den tidligere funktion som kødgrossist. Dette er blødt op med træ som tema. Langs den ene endevæg er der stablet træ, i midten af rummet er det åbne køkken, men en enorm stor stenovn. Hvert bord er prydet med dels et stearinlys i et stykke træ og en Rosemarin. Stedet er autentisk og helt nede på jorden.

Vores forret bestod af Bruchetta misto og der kom én med bønner og lidt stærk tomatsauce, én med bønnepuré (tror at det var kikærter og rosemarin) og endeligt én med bøffelmælksmozzarella og en italiensk blød, cremet og stærk pølse som jeg desværre har glemt navnet på. Sidstnævnte bruchetta smagte himmelsk.

Efter forretten kom den søde unge mandlige tjener og spurgte om han skulle sætte gang i pizzaerne eller om vi hellere ville vente lidt... Dette er en fin lille gestus.

Pizzaerne kom og var helt fantastiske. Jeg fin én med prosciutto. Dejlig sprød bund som havde den tydelige "brændte" smag af at have været i ovnen. Lækker mozzarella, tomatsauce, pesto og friske coktailtomater ovenpå.

Mother er et dejligt uformelt sted. Regningen blev ca. 950 kr. for 4 personer inkl. vin. Vi kommer helt bestemt tilbage en anden gang.

onsdag den 30. juni 2010

JORDBÆR MED LAKRIDS, VADOUVAN OG PARMESAN

I´m back, og denne lille labre forret er slet ikke til at glemme igen. Det er bestemt ikke sidste gang at jeg vil prøve at lave den. Blev godt nok lidt overrasket undervejs over at fromage blanchen skulle fryses til is, men nåede det med nød og næppe alligevel.
Absolut fantastisk -og kan tage næsen ved de fleste!

******

500 g jordbær
1 spsk lakridspulver
1 tsk vadouvan
1 knsp salt
100 g rørsukker
3 lime
½ l fromage blanc
100 g revet parmesan
Lameller af parmesan
Groft peber

Pres limefrugter for juice, smelt rørsukker deri og pisk balndingen med fromage blanc og parmesan. Massen røres hver halve time til den har fået en god konsistens (alternativt en ismaskine hvis man er så heldig at have sådan én).

Jordbær lægges i et lag på en bakke. Drys med salt, vadouvan, lakridspulver og et par cl vand og dæk med film. Stil bakken et varmt sted i et par timer. (evt. i ovnen ved svageste temperatue) De må ikke koges !

Anret jordbær på en tallerken med lidt af væsken (som er blevet en rigtig lækker krydret sauce) fra bakken. Kværn lidt kværnet peber og kugl en parmesanis ovenpå med et par spåner parmesan.

søndag den 14. februar 2010

Rosenkål på to måder

Long Time No See… Min opmærksomhed har de seneste to måneder været rettet andetsteds hen. Det har været Jul og Nytår med mange mange familie- og vennearrangementer. Og det har været januar med en masse sne, arbejde og lejlighedskiggeri. Og nu har vi langt om længe (næsten) fået fingre i en dejlig lejlighed. Eller det vil sige i et halvt hus. Jeg ville nemlig ikke have et helt - for så ville jeg føle mig for sat…

Men nu hvor midten af februar er nået, føler jeg atter trang til at få opdateret bloggen, med alle de mange nye retter som jeg har udsat kæresten for (og hvem som ellers har villet lægge maver til)


Billede: Fyldt marineret kylling, rosenkålsalat og almindelig italiensk salat

Bedømmelse ****
Normalt synes jeg ikke at rosenkål er den mest ophidsende spise. Det var sådan noget man fik overkogt og i alt for store mængder som barn. Denne ret fra Claus Meyers Salatværksted er nu overraskende god - kæresten og svigerfar var testere - og der var udelukkende thumbs up.

Puré
700 g. rosenkål - jeg brugte 800 g.
50 g koldt smør - jeg brugte omkring halvdelen
havsalt og sort peber
1 spsk honning
1 spsk citronsaft

Marinade
saft og skal af ½ øko citron
1 dl koldpresset rapsolie - jeg brugte mindre, og extra jomfru olivenolie
½ tsk honning
havsalt og peber

Salat
2 skalotteløg
1 lille håndfuld bredbladet persille
tiloversblevne rosenkålsblade fra puréen

Skyl rosenkålene og skær det nederste af roden. Fjern yderbladene, indtil de slipper af sig selv. Smid de grimme blade ud og gem resten i et koldt vandbad. Bring en gryde med letsaltet vand i kog. Skær rosenkålene i kvarte og kog den i 1-2 minutter indtil at de er møre.
Kom de varme rosenkål direkte over i en foodprocessor og kør dem til puré sammen med de øvrige ingredienser.

Skær skalotteløg i tynde skiver og hak persillen groft. Hæld vandet fra rosenkålsbladene og bland dem med løg og persille. Bland marinaden sammen og vend den i salaten. Tjek for salt, peber og citron. Server med puréen nederst og anret derpå salaten på toppen.

Velbekomme

/Smageskeen

Vinbaren Il Senso

Bedømmelse *****
Dette var anden gang kæresten og jeg besøgte vinbaren Il Senso på Gothersgade. Det er simpelthen én af de hyggeligste vinbarer i København efter min smag. Måske fordi at den er italiensk…
Dejlige italienske dråber, god betjening og lækker, lækker uprætentiøs mad.

Denne gang startede vi med en omgang antipasti, med forskellige specialoste og charcuteri med videre. Der var specielt en blåskimmelost som overraskede positivt. Tør og smagfuld uden at blive for stærk til min smag. Hertil drak jeg et rigtigt tøseglas Pinot Noir Riserva - Filanda Rosé. Uha det var lækre dråber. Kæresten fik i stedet et glas Chardonnay Langhe fra 2007.

Derefter fik jeg noget super mørt langtidsstegt vildsvinkølle med glaserede rodfrugter. Uha hvilken kølle… Dertil fik jeg et glas Nebbiolo ”Terazze Retiche di Sondrio” fra 2006. En ganske glimrende vin, men den forsvandt desværre helt i den kraftige hovedret.
Kæresten fik en omgang cannelloni med fyld af braiserede oksehale og grøntsager og toppet med friskrevet Pecorino. Hertil fik han et super dejligt glas Barolo Camerano & Figli fra 2004, det passede i virkeligt bedre til min ret, så vi byttede lidt over undervejs.

Jeg sluttede af med et glas Moscato d’Asti og en Panna Cotta. Og kæresten med endnu et glas rødvin -husker ikke hvilket.
Men hvilken herlig aften - vi kommer bestemt igen
/Smageskeen

lørdag den 26. december 2009

Chokoladetopppe med ingefær

Bedømmelse ****
Disse chokoladetoppe indgår som en fast bestanddel i min families konfektudvalg. De er lidt sundere end almindeligt konfekt, og så smager de bare rigtigt godt.

150 g 70 % mørk chokolade
ca. 5 kugler syltet ingefær
28 lysmanchetter

Skær ingefæren i små tern og fordel den i manchetterne. Smelt chokoladen og hæld den oven på ingefæren. Lad det størkne.
Velbekomme
/ smageskeen

Pasta med porrer og pølse

Bedømmelse *****

Dette er hvad jeg vil kalde pasta på ægte italiensk. Meget, meget lækkert. Og retten kan varme enhver mands hjerte.

Til 4 pers

500 g frisk tagliolini (alternativt alm. båndpasta)
2 porrer
2 skalotteløg
1 stærk italiensk pølse ca. 250 g (alternativt en god chorizo)
¼ dl kaffefløde

Hak løgene fint, skær porren i kvarte og dernæst i tynde strimler, hak pølsen fint. Sauter løgene i lidt olie i en stor sauterpande, tilsæt dernæst porre og pølse og sauter videre i nogle minutter. Tilsæt fløde og smag til med salt og peber.
Kog pastaen al dente og vend den rundt i saucen. Server med brød og en frisk salat til.

lørdag den 5. december 2009

Kyllingeruller med asparges, parmesan og seranoskinke

Bedømmelse: ***(*)

2 Kyllingefileter
6 asparges
parmesanflager
seranoskinke
olie
2 træspyd

Super nemme og lave, lækker, lækker smag, men kødet blev desværre lidt tørt i det… Så næste gang skal de have mindre varme.

Bank kyllingefileterne flade. Læg seranoskinke på og dernæst parmesan og tre asparges. Rul kyllingefileterne sammen og stik træspyddet igennem. Steg på alle sider ved svag varme. Spis med en frisk/fyldig salat til.

fredag den 4. december 2009

Penne med græskar

Bedømmelse: ****

Har endelig, endelig fået nyt job. Det er hårdt -helt vildt hårdt. Derfor har der været lidt stille på bloggen den sidste uges tid. Min forandringsproces med at lære kroppen at være mere B-menneske er pludselig blevet mindre relevant… og det er helt okay at ”være blevet gammel”

Denne pasta ret er inspireret af Gordon Ramsay. Den er smadder lækker, og det er forfriskende at opleve pasta med sauce i nye varianter.

Til 4 pers:
1 græskar4
fed hvidløg
frisk timian, oregano og/eller rosemarin
penne
parmesan
oliven olie
evt. lidt bouillon

Skær græskaret i både og fjern kernerne. Læg bådene i et ovnfast fad og skær hvidløgne i grove skiver. Drys med krydderurter, salt, peber og olie. Bag i ovnen i 20-25 min til de er dejligt gyldne.
Fjerne skrællen og skær kødet i terninger. Smid hvidløg og krydderurter ud, men gem olien.Purer halvdelen af græskaret og put det hele på en gryde. Lad det simre lidt med lidt olie og evt. lidt bouillon. Kog pennene al dente og bland det med græskar saucen.

Server med parmesanflager.

lørdag den 28. november 2009

Pasta med aubergine, parmesan og pinjekerner

Bedømmelse: ****
Pssst…. er i gang med at lære min krop at være mindre A-menneske… Det går ikke så godt. Er i søvnunderskud. Er kommet så langt at jeg har lært kroppen (mig selv) at være længe vågen om aftenen, men jeg vågner stadig helt af mig selv mellem 04.00 og 06.00 om morgenen… Er stadig træt, men kan ikke sove! Troede kun at det var ældre mennesker, som havde det sådan… hmm… er vist blevet gammel…
Derfor dette indslag på det ukristelige tidspunkt 06.12…

Dette er en dejlig pastaret med masser af smag. Den fungerer glimrende som ret i sig selv med en lille salat til. Dejlig, dejlig hverdagsmad

Til 2 pers.

1 aubergine
2 fed hvidløg
1 stor ds. god tomatpure
ca. 10 sorte oliven (gerne kalamata)
1 håndfuld pinjekerner
parmesan
olivenolie
fuldkornspenne

Skær auberginen i ca. 1 x 1 cm tern, læg dem i et dørslag og hæld en del salt over. Efter 10 min, skyldes auberginen fri for salt. Steg aubergineternene gyldne i lidt olie i en gryde. Tilsæt hvidløg, udstenede, halverede oliven, tomatpure og lidt vand. Kog det ned i ca. 10-20 min. Tilsæt mere vand efter behov, der skal hele tiden være "tomatgrød" i bunden. Kog pasta med lidt salt. Rist pinjekerner og høvl flager af parmesanen.
Server pastaen med auberginesnask, pinjekerner og parmesanflager.
Dejlig nem og billig hverdagsmad.
Velbekomme
/ smageskeen

torsdag den 26. november 2009

Kirsebærsauce

Skovridergårdens kirsebær (Den grønne syltebog, Tørsleffs Husmoder Service)

Bedømmelse: *****
Disse kirsebær er simpelthen pragtfulde. Det er et stort arbejde at få kirsebær-kernerne ud af stenene, men det belønner sig - de har en lækker, let bitter, marcipanagtig smag - MUMS.
Til vaniljeis med hakket mørk chokolade, som på billedet, er opskriften perfekt. Til ris a la manden ville jeg nok komme lidt mindre sukker i. Rommen giver en lækker, lækker smag.

1 kg modne kirsebær
750 g sukker
2 dl rom
Atamon

Kirsebærrene udstenes, kirsebærstenene knuses og den lille fine kerne tages ud. Jeg havde mest held med en nøddeknækker… men prøv dig frem. Kirsebærrene, kernerne og sukker bringes langsomt i kog, og koger i få minutter. Det skummes, og der tilsættes 1 tsk. atamon. Herefter afkøler det, og derefter tilsættes rommen. Saucen hældes på atamonskyllede glas og kan snildt opbevares indtil jul.
Velbekomme og NAM NAM
/ Smageskeen

søndag den 22. november 2009

Mexicansk i fad

Bedømmelse: ****
Dette er den perfekte tømmermændsmad. De strimlede tortillas bliver dejligt svampede og sprøde andre steder. Det er en opskrift af Rachel Ray, set i fjernsynet en tidlig søndag morgen, med fjernsynet på mute - jeg er A-menneske, og kæresten er B-menneske.
Da jeg ikke bryder mig om løg- og hvidløgspulver, har jeg har tilpasset opskriften. Retten kan virke meget uoverskuelig fordi der skal bruges så meget forskelligt, men den er faktisk super nem at lave.

Til 4 pers

6 tortillas
2-3 kyllingebryster (gerne øko eller majskylling)
3-4 rødløg
3 peberfrugter i forskellige farver
1 bundt koriander
½ løg
3 fed hvidløg
1 rød chili
1 spsk spidskommen
1 spsk oregano
1 tsk kanel (er man ikke så meget til kanel i mad, så brug det halve)
1 mexicansk øl
1 lime
Revet lagret cheddar
cremefraiche

Salsa:
1 ds. hk tomat
4 skiver syltet jalapenos (gerne rød
1 løg
1 hvidløg
lidt hvidvinseddike
lidt koriander

Fremgangsmåde Salsa:
Lad væden dryppe fra tomaterne i en si. Hak løg, hvidløg og jalapenos og bland det med de afdryppede tomater. Smag til med eddike, hakket koriander, salt og peber.

Tænd ovnen på 200 grader.
Hak det halve løg, chilien og et fed hvidløg fint. Bland det med krydderierne. Skær kyllingen i små stykker og mariner det i krydderiblandingen. Skær rødløgene i både og peberfrugten i mundrette stykker.
Skær tortillas i ½-1 cm tykke strimler læg dem i en bradepande og dryp dem med olie. Bag dem sprøde i ca. 8 min, vend dem halvvejs.
Brun den marinerede kylling i lidt olie på en varm pande i ca. 2 min. Tilsæt øllen og lad det reducere i et par min. Smag til med salt og peber.
Imens kødet steger, sættes peberfrugt og rødløg over. Steg dem i lidt olie på en anden varm pande. Tilsæt 2 fed finthakket hvidløg og steg i 3-4 min. Pres en lime ud over, tilsæt lidt hakket koriander og salt og peber.

Det hele lægges sammen, først kød , dernæst tortillas, så grøntsagerne og til sidst den revne cheddar. Bages med det samme i ovnen til osten er smeltet. Drys med hakket koriander.

Server med salsa og cremefraiche.
Velbekomme!!!
/smageskeen

lørdag den 21. november 2009

Paté Paté

Bedømmelse: ***(*)
Sidste fredag var jeg på Paté Paté for første gang. Et rigtig hyggeligt sted. Maden var enkel og god, betjeningen var også fin. Prislejet er meget rimeligt, vi gav ca. 900kr. for en forret, to hovedretter, en dessert, kaffe, vand og vin.

Forret: Vi delte en omgang charcuteri til forret. Super lækkert med spansk lomo og lufttørret skinke skåret i papirtynde skiver og med grønne og sorte oliven til.

Til Hovedret fik jeg en fantastisk kombination af humus, lam, granatæble og stegte auberginer - Helt vildt lækkert, den skal jeg absolut prøve at gøre efter selv.

Til dessert fik jeg den samme chokoladekage som Helle Brønnum Carlsen spiste da hun anmeldte restauranten i Politiken - Og jeg er til fulde enig i at den fuldfede cremefraiche intet havde at gøre på den tallerken. Det blev al for fedt sammen, og kagen manglede det syrlige - så ned kom det… Men kagen var lækker.

Tony´s

Bedømmelse: **(*)
Denne fradag var jeg på Tony’s med svigermekanikken… Det startede fint med godt brød og god betjening. Konceptet er at man selv skænker og læser sig frem til hvad der er på tallerkenen. Prislejet ligger i den billige ende for selve menuen, og med diverse tillæg for dyrere ingredienser er det stadig rimeligt.

Første ret kom lynhurtigt, jeg fik Vitello Tonnato. En fin servering med kapers, syltet citron, kalveinderlår, basilikum og tuncreme.

Næste ret kom hurtigt, jeg fik noget fantastisk vildsvin på kastanjer - en meget smagfuld servering. Til dette drak vi en Ripasso, som var lidt kraftig og udmærket til maden.

Så var der ventetid… og mere ventetid… Vi manglede både ost og dessert og nåede at vente i ca. halvanden time. Det var som om at tjeneren havde glemt os.
Da næste ret endelig kom, fik jeg både min ost og min dessert samtidigt. Så jeg var glad for at jeg ikke havde bestilt is, men Tiramisu… Det synes jeg ikke var i orden, og det tager altså en del af appetitten at have det hele stående foran sig!

Så selvom at maden var rigtig god, så var betjeningen og tempoet så ringe at jeg ikke er sikker på at jeg ville anbefale andre at tage dertil.

mandag den 16. november 2009

Grillede rejer med aïoli og mangosalsa

Bedømmelse: *****
Det er min absolutte favorit forret. Lækre rejer, dejlig frisk salsa og fantastisk hvidløgsmayonnaise, serveret med en frisk kølig hvidvin, dejligt brød... og jeg er i himlen!
Retten evt. kan opgraderes med jomfruhummer.

Til 4 personer
Der er tre elementer som skal laves til denne forret. Lav dem i følgende rækkefølge:

Mangosalsa:
1 mango
1 avocado
1 mellemstort rødløg
1 rød chili
lidt frisk koriander
citronsaft
salt og peber

Skær mango og avocado i mindre ensartede stykker. Tilsæt finthakket rødløg. Skær chilien i små fine strimler. Hak korianderen. Rør det hele sammen til en salsa og smag til med citron, salt og peber.

Aïoli:
2 pasteuriserede æggeblommer
3,25 dl smagsneutral olie (jeg foretrækker en blanding af rapsolie og olivenolie)
4 fed hvidløg
citronsaft
salt

Blend æggeblommer, presset hvidløg og lidt salt. Hæld det over i en skål og tilsæt olien i en tynd stråle imens der piskes med en elpisker. Efterhånden vil mayonnaisen blive tyk. Rør citron i og smag til med salt.

16-24 tigerrejer
8 træspyd
godt brød
frisk kølig hvidvin

Klip rejerne op og fjern den sorte tarm fra ryggen. Sæt 2-3 rejer på hvert spyd og grill rejerne til de er røde på hver side.
Server mangosalsaen med tigerrejespyd, aïoli, godt brød og kølig hvidvin.

Velbekomme
/smageskeen

søndag den 15. november 2009

Simpel tomatsuppe

Bedømmelse: ****

Denne tomatsuppe er helt simpel, nem at lave og med masser af smag. Perfekt i en travl hverdag.

Til 2 pers

2 ds. hk tomat (gode)
2 rødløg
2 røde snackpeber
1 hvidlør
4 spsk balsamico
parmesan
lidt olie
salt og peber

Skær rødløg og peberfrugt i mindre stykker. Sauter dem i lidt olie i ca. 2-3 min. Tilsæt hvidløg og ca. 4 spsk balsamico og kog det meste væk. Tilsæt tomaterne. Blend. Tilsæt hakket basilikum og smag til med salt og peber. Anret med friskhøvlet parmesan.

Brændende kærlighed anno 2009

Bedømmelse: ****
Brændende kærlighed på en kold efterårs-hverdag, så bliver det ikke meget bedre! Denne variation er en sundere udgave af klassikeren, men der er stadig masser at god smag.

Til 2 pers

6 stk bacon
3 æbler
3 mellemstore rødløg
2 gulerødder
1 persillerod
1 pastinak
2 kartofler
1-2 dl mælk
lidt frisk timian
lidt smør og olie
salt og peber

Skær æblet i både og befri det for kernehuset. Skær rødløget i både. Læg æbler og løg i et ildfast fad hver for sig. Drys æblerne med lidt sukker (hvor meget afhænger af hvor syrlig sorten er). Læg små smørklatter på løgene og drys med lidt timian. Bag æbler og løg i ovnen ved 200 grader i ca. 15-20 min til æblerne er karamelliserede og løgene har taget farve.

Skræl og skær rodfrugterne i mindre stykker. Gulerødderne skal være i lidt mindre stykker end resten, da disse skal have mest. Kog rodfrugterne til de er møre i vand uden salt.

Steg bacon til den er gylden og sprød.
Mos rodfrugterne med et piskeris (elektrisk hvis du foretrækker den fin frem for grov). Tilsæt lidt smør og mælk indtil at mosen er luftig. Smag til med salt og peber.

Anret mos med bagte karamelliserede æbler, løg og bacon.
Velbekomme
/smageskeen