onsdag den 21. oktober 2009

Blomkålsgratin

Bedømmelse: ***(*)
En rigtig mormor-spise som min mor fik så meget som barn at hun ALDRIG nogensinde har lavet den til mig og mine to søskende.


Den smager himmelsk -blød og lækker med en sprød skorpe

Denne version er kun med mælk og 3 æg, så den er ikke helt så fed som gratiner kan være.

Hvis der ønskes mere smag, kan man med fordel tilføje lidt mere smagsgivende ost (eventuelt lidt mellemlagret skæreost) til dejen.

Med en lækker sprød salat er det en glimrende hverdagsret. Men den egner sig også rigtig godt som tilbehør.


Velkommen hjem til 'mormor' /smageskeen

1 blomkålshoved
60 g. sigtet speltmel
20 g. smør
3 æg, delt i hvider og blommer
3 dl. letmælk
Muskatnød
50 g parmesan
Rasp
salt og peber

Del blomkålshovedet i mindre stykker. Bring vand med 2 tsk. salt i kog og put herefter blomkålen heri. Sluk for blusset og lad stå i 5 min.
Smør smeltes og mel tilføjes. Mælken tilsættes lidt ad gangen så det opnår en tyk konsistens uden klumper. Æggeblommerne og parmesanen tilsættes. Smages til med salt, peber og muskat.
Fordel blomkålen i et smurt ovnfast fad.
Æggehviderne piskes meget stive og vendes ganske forsigtigt lidt af gangen i dejen med en dejskraber. Hæld dejen over blomkålen og drys med lidt rasp.
Bag blomkålsgratinen i ca. 45 min ved 200 grader.

OBS: Pas på med at åbne ovnen undervejs, da gratinen da vil falde sammen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar