onsdag den 9. februar 2011

And med grillede svampe, sauteret kål og rødvinsauce


Bedømmelse: *****

Dette er en ret som jeg prøvede at gøre efter ud fra det afsluttende afsnit af en engelsk udgave af Kokkekampen. Den kvindelige finalist lavede godt nok retten med lam, men jeg synes at and var et glimrende alternativ.

Saucen blev lidt tyk - det skal den ikke være næste gang, og svampene skal en anden gang på til allersidst, således at de ikke bliver 'sovset' ind i saucen.

Ingredienser til 2 pers:
1 andebryst
½ spidskål
1 stor håndfuld shitakesvampe
1 lille håndfuld østershatte
Lidt smør
Lidt timian
1 skalotteløg
Rødvin
God boullion eller fond - her brugte jeg andefond

Rens svampene og læg dem i et ovnfast fad. Læg små smørklatter ved og drys med lidt timian. Bag dem i ovnen ved ca. 200 grader i ca 15-20 min.
Steg andebrystet.
Halver det halve spidskål og skær stokken af. Snit kålen i ca. 1 cm strimler.
Kog kålen i letsaltet vand i ca. 2 min.

Finhak skalotteløget og sauter det indtil at løget er klart. Tilsæt boullion og rødvin og kog saucen ned. Smag til med salt og peber.

Sauter kålen i ganske lidt olie.

Skær andebrystet i tynde skiver på skrå.

Anret med et tårn kål i midten, dryp med rødvinssauce langs kanten. Læg svampene rundt i kanten og afslut med 3 saftige skiver andebryst.

Velbekomme
/ smageskeen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar