lørdag den 29. oktober 2011

Gammeldags æblekage


Dette er en lettere moderniseret opskrift på en gammeldags æblekage hvor man ikke sidder tilbage med fornemmelsen af kedelig grød, rasp og fad flødesmag i munden. Derimod er dette en kage hvor man får lyst til mere.
Og så er det jo en herlig måde at bruge en af årstidens gode råvarer.
Den har fået et lille tvist med nøddekrokant og har en dejlig samg af vanille.

Bedømmelse: *****


Ingredienser
Æblegrød:
8 madæbler
1 vanillestang
ca. 100 gr. sukker afhængigt af hvor søde æblerne er.

Nøddekrokant:
ca 120 gr. hasselnødder
ca. 60 gr. sukker

Øverst:
1/4 l piskefløde
evt. 1 æble til pynt samt noget citronsaft


Skræl æblerne og skær dem i mindre både. Del vanillestangen på langs og skrab kornene ud. Kom æbler vanillekorn og stænger samt sukker ned i en mindre gryde. Kom en smule vand i bunden så det ikke brænder på.
Bring det i kog og skru ned for varmen og lad det simre i ca. 10 min. Rør indimellem så det ikke brænder på. Køl herefter grøden af. (og tag vanillestængerne fra)

Rist hasselnødderne i et ildfast fad i ovnen i 10 min ved 200 grader. Afkøl nødderne og afskal dem ved at nulre dem hårdt mellem håndfladerne.
Smelt sukkeret i høj pande til gylden karamel. Vend nødderne i karamellen og steg i et par minutter.
Hæld nøddekaramellen ud på noget bagepapir og afkøl den.
Put nødderne i en pose og knus dem til grov rasp med en kagerulle eller lign. (alternativt kan man også blende).

Læg skiftevis æblegrød og nødderasp i lag i en skål og afslut med flødeskum og evt. æblefileter vendt i citronsaft.

(Tror at jeg næste gang vil vente med at lægge den samme til lige inden den skal serveres, for at bevare sprødheden i nødderne, men det er vel en smagssag...)

Mums mums og velbekomme
/ smageskeen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar