søndag den 14. februar 2010

Rosenkål på to måder

Long Time No See… Min opmærksomhed har de seneste to måneder været rettet andetsteds hen. Det har været Jul og Nytår med mange mange familie- og vennearrangementer. Og det har været januar med en masse sne, arbejde og lejlighedskiggeri. Og nu har vi langt om længe (næsten) fået fingre i en dejlig lejlighed. Eller det vil sige i et halvt hus. Jeg ville nemlig ikke have et helt - for så ville jeg føle mig for sat…

Men nu hvor midten af februar er nået, føler jeg atter trang til at få opdateret bloggen, med alle de mange nye retter som jeg har udsat kæresten for (og hvem som ellers har villet lægge maver til)


Billede: Fyldt marineret kylling, rosenkålsalat og almindelig italiensk salat

Bedømmelse ****
Normalt synes jeg ikke at rosenkål er den mest ophidsende spise. Det var sådan noget man fik overkogt og i alt for store mængder som barn. Denne ret fra Claus Meyers Salatværksted er nu overraskende god - kæresten og svigerfar var testere - og der var udelukkende thumbs up.

Puré
700 g. rosenkål - jeg brugte 800 g.
50 g koldt smør - jeg brugte omkring halvdelen
havsalt og sort peber
1 spsk honning
1 spsk citronsaft

Marinade
saft og skal af ½ øko citron
1 dl koldpresset rapsolie - jeg brugte mindre, og extra jomfru olivenolie
½ tsk honning
havsalt og peber

Salat
2 skalotteløg
1 lille håndfuld bredbladet persille
tiloversblevne rosenkålsblade fra puréen

Skyl rosenkålene og skær det nederste af roden. Fjern yderbladene, indtil de slipper af sig selv. Smid de grimme blade ud og gem resten i et koldt vandbad. Bring en gryde med letsaltet vand i kog. Skær rosenkålene i kvarte og kog den i 1-2 minutter indtil at de er møre.
Kom de varme rosenkål direkte over i en foodprocessor og kør dem til puré sammen med de øvrige ingredienser.

Skær skalotteløg i tynde skiver og hak persillen groft. Hæld vandet fra rosenkålsbladene og bland dem med løg og persille. Bland marinaden sammen og vend den i salaten. Tjek for salt, peber og citron. Server med puréen nederst og anret derpå salaten på toppen.

Velbekomme

/Smageskeen

Vinbaren Il Senso

Bedømmelse *****
Dette var anden gang kæresten og jeg besøgte vinbaren Il Senso på Gothersgade. Det er simpelthen én af de hyggeligste vinbarer i København efter min smag. Måske fordi at den er italiensk…
Dejlige italienske dråber, god betjening og lækker, lækker uprætentiøs mad.

Denne gang startede vi med en omgang antipasti, med forskellige specialoste og charcuteri med videre. Der var specielt en blåskimmelost som overraskede positivt. Tør og smagfuld uden at blive for stærk til min smag. Hertil drak jeg et rigtigt tøseglas Pinot Noir Riserva - Filanda Rosé. Uha det var lækre dråber. Kæresten fik i stedet et glas Chardonnay Langhe fra 2007.

Derefter fik jeg noget super mørt langtidsstegt vildsvinkølle med glaserede rodfrugter. Uha hvilken kølle… Dertil fik jeg et glas Nebbiolo ”Terazze Retiche di Sondrio” fra 2006. En ganske glimrende vin, men den forsvandt desværre helt i den kraftige hovedret.
Kæresten fik en omgang cannelloni med fyld af braiserede oksehale og grøntsager og toppet med friskrevet Pecorino. Hertil fik han et super dejligt glas Barolo Camerano & Figli fra 2004, det passede i virkeligt bedre til min ret, så vi byttede lidt over undervejs.

Jeg sluttede af med et glas Moscato d’Asti og en Panna Cotta. Og kæresten med endnu et glas rødvin -husker ikke hvilket.
Men hvilken herlig aften - vi kommer bestemt igen
/Smageskeen